Bedre rammer for socialt udsatte ældre på plejehjem

– et samarbejdsprojekt i Ikast-Brande Kommune

Mapia er samarbejdspartner på et treårigt udviklingsprojekt i Ikast-Brande Kommune med fokus på at styrke indsatsen for socialt udsatte ældre på plejecentre. Projektet er finansieret og støttet af Ældreministeriet med 1.554.390 kr. 

Projektet løber fra 2026-2028 og foregår på:

  • Plejecenter Østervang

  • Plejecenter Rolighedsparken

Målet er at skabe bedre faglige og fysiske rammer for en målgruppe, der ofte har komplekse behov – herunder erfaringer med misbrug, psykisk sårbarhed og traumer.

Et praksisnært kompetenceløft

I alt deltager 30 medarbejdere og 2 ledere i et målrettet undervisnings- og udviklingsforløb, som kombinerer:

  • Workshops

  • Supervision

  • Følgedage i praksis

  • Opbygning af et tværgående nøglepersonsteam

Undervisningen tager afsæt i en traumebevidst og personcentreret tilgang og har særligt fokus på:

  • Arbejdet med mennesker med aktivt eller tidligere misbrug

  • Psykiatri og traumer

  • Konfliktforebyggelse og skånsom håndtering

  • Recovery og meningsfulde hverdagsliv

Mapia bidrager med specialiseret viden inden for ældre- og demensområdet, og vi har nøje udvalgt og inviteret kompetente og relevante fagpersoner fra vores netværk til at deltage i undervisningsforløbet. Vi vil undervejs arbejde tæt sammen med både medarbejdere og ledelse om at omsætte viden til praksis.

Fysiske rammer, der understøtter trivsel

Som en del af projektet udvikles de fysiske omgivelser på de to plejecentre i samarbejde med beboere og medarbejdere.

Der arbejdes blandt andet med:

  • Etablering af rolige nicher og afskærmede områder

  • Aktivitets- og træningsfaciliteter

  • Indretning med fokus på tryghed, overskuelighed og sansning

Målet er at skabe miljøer, der understøtter både ro, deltagelse og livskvalitet.

Sammen om en mere nuanceret ældrepleje

Projektet er et vigtigt skridt mod en mere differentieret og fagligt funderet tilgang til ældrepleje, hvor der tages højde for den enkeltes livshistorie og behov.

Hos Mapia er vi stolte af at være en del af et samarbejde, hvor ambitionen er klar:

At skabe bedre rammer – ikke kun fysisk, men også menneskeligt og fagligt.

+45 26 27 39 95
kontakt@mapia.dk